Nye muligheder for at indskyde på aktiesparekonto

Indskudsloftet er hævet ekstraordinært i 2024, og samtidig må du indskyde ekstra svarende til det årlige skattetræk på din aktiesparekonto.

Fokus Om investering

Sparindex

3 min.

Indskudsloftet er hævet ekstraordinært i år, og derudover må du indskyde ekstra svarende til det årlige skattetræk på din aktiesparekonto. Det fortæller investeringsspecialist, Mette Harbo.

Indskudsloftet er hævet til 135.900 kr.

Indskudsloftet justeres hvert år, men i år er loftet hævet lidt mere, end det plejer, hvor det er steget fra 106.600 kr. i 2023 til 135.900 kr. i 2024. Men hvad betyder det i praksis?

”De attraktive skatteregler betyder, at der er sat en ovre grænse for, hvor meget du må indskyde på kontoen. I praksis betyder det, at hvis den samlede værdi på kontoen den 31. december 2023 er mindre end indskudsloftet for 2024 – ja, så må du godt indbetale og fylde op til den nye indskudsgrænse”, lyder det fra Mette Harbo.

”Og derudover må du indbetale et beløb svarende til den årlige skattebetaling, uanset om du har nået indbetalingsloftet eller ej”, tilføjer Mette Harbo.

Den 15. februar 2024 trækkes skatten på en aktiesparekonto. Og det er altså dette beløb, som du efterfølgende gerne må indbetale ekstra.

Over 350.000 dansker har valgt den populære aktiesparekonto, og årsagen skal findes i den attraktive beskatning.

”Årsagen til aktiesparekontoens popularitet er, at afkastskatten kun er 17% og ikke 27% eller 42%, som på et almindeligt depot med frie midler. Du skal dog være opmærksom på, at skatten opgøres efter lagerprincippet. Det betyder, at du skal betale skatten hvert år, uanset om gevinsten er realiseret eller ej.

Hvis du har tab på din aktiesparekonto

Hvis du har haft et tab, kan du gemme det til senere modregning. Derfor er det også en dårlig idé at lukke din aktiesparekonto, hvis du har haft tab.

”Et negativt afkast på en aktiesparekonto bliver automatisk modregnet i fremtidige gevinster. Så hvis du vælger at lukke din aktiesparekonto, går du glip af muligheden for at modregne. Du kan dog godt flytte din aktiesparekonto til en anden bank eller handelsplatform og beholde muligheden for at modregne,” slutter Mette Harbo.

 

Aktiesparekonto er for de fleste, men ikke for alle

Du kan kun investere i aktier eller aktiebaserede investeringsfonde, og du skal derfor være villig til at tage en vis risiko, hvis du vælger at investere dine penge via en aktiesparekonto.

Dette kan du investere i via en aktiesparekonto:

  • Børsnoterede aktier
  • Børsnoterede investeringsfonde, der beskattes som aktieindkomst (minimumsbeskattede investeringsinstitutter)
  • ETF’er og andre aktiebaserede investeringsselskaber, der har registreret sig hos Skattestyrelsen på den såkaldte Positivliste, som du finder her

Relaterede artikler

Ny europæisk forsvarsfond i Sparindex

Dato:

Læsetid:

4 min.

De 10 mest stillede spørgsmål om udbytter

Dato:

Læsetid:

6 min.