Byg din første investeringsportefølje med indeksfonde

Det behøver hverken være kompliceret eller dyrt at komme i gang med at investere. Med indeksfonde kan du opbygge en portefølje, der er bredt investeret i mange forskellige aktier eller obligationer og typisk billigere end mange andre investeringsløsninger.

Fokus Om investering

Sparindex

6 min.

Før du læser videre, skal vi understrege, at denne artikel alene er tænkt som inspiration. Er du i tvivl om, hvorvidt en investering passer til dig, bør du søge rådgivning i din bank eller dit pengeinstitut. Og med det på plads kan vi se nærmere på, hvad du som ny investor skal være opmærksom på, når du skal tage dine første skridt ud på investeringsmarkederne.

Indrømmet, det kan virke uoverskueligt at komme i gang. Udvalget af fonde er stort, og det kan være svært at gennemskue forskellen på eksempelvis INDEX Globale Aktier og INDEX Globale Aktier Min. Risiko. Men før du logger på din netbank eller foretrukne handelsplatform og begynder at investere, bør du først stille dig selv to helt grundlæggende spørgsmål:

  • Hvornår skal jeg bruge pengene?
  • Hvor store udsving kan jeg leve med undervejs?

Svarene på de to spørgsmål er nemlig afgørende for, hvordan du sammensætter din portefølje. Som tommelfingerregel gælder det, at jo længere tidshorisont du har, desto mere risiko kan du som udgangspunkt tage. Jo kortere tidshorisont, desto vigtigere er det at begrænse udsvingene. Du bør som udgangspunkt ikke investere i værdipapirer, hvis du forventer at skulle bruge pengene inden for tre år. Med en kort tidshorisont er der ganske enkelt mindre tid til at genvinde et eventuelt tab. Har du en investeringshorisont på tre til fem år, kan du overveje at tage lidt mere risiko, for eksempel ved at inkludere aktiebaserede fonde i din portefølje. Har du en horisont på fem år eller mere, kan en højere andel af aktier være relevant, fordi der er bedre tid til at håndtere udsving undervejs.

Hvor meget risiko er nok?

Det næste, du skal tage stilling til, er, hvor store udsving du reelt kan tåle undervejs. Det kan være svært at svare præcist på, før man selv har oplevet, at en portefølje falder i værdi. Men spørgsmålet er vigtigt, fordi værdien af dine investeringer vil svinge over tid, og særligt aktier kan både stige og falde markant. Derfor bør du gøre op med dig selv:

  • Hvordan vil jeg reagere, hvis min investering falder i værdi i en periode?
  • Kan jeg holde fast i min investeringsstrategi, selv når markedet er uroligt?
  • Sover jeg bedst med en mere stabil løsning, selv om afkastmulighederne måske er lavere?


Der er forskel på, hvor meget risiko du kan tage, og hvor meget risiko du har lyst til at tage. Begge dele er vigtige, når du skal bygge din portefølje.

Start med et solidt fundament

Når du kender din investeringshorisont og din risikovillighed, kan du begynde at opbygge din portefølje. Et godt sted at starte er ofte med en bred basisinvestering i et globalt aktieindeks, for eksempel INDEX Globale Aktier. Her får du eksponering mod mange selskaber på tværs af sektorer, lande og valutaer. Det giver en bred risikospredning og reducerer den selskabsspecifikke risiko sammenlignet med investering i enkeltaktier. Pointen er enkel: I stedet for at satse på få selskaber investerer du bredt i markedet.

Byg ovenpå, hvis du ønsker mere målrettet eksponering

Når fundamentet er på plads, kan du vælge at supplere med mere fokuserede investeringer. Der er mange muligheder, men det kan for eksempel være fonde med fokus på:

  • Emerging Markets-aktier i fx INDEX Emerging Markets
  • Danske aktier i fx INDEX OMX C25
  • mindre amerikanske selskaber, som for eksempel INDEX USA Small Cap

Denne type investeringer kan give mulighed for et højere afkast, men de vil ofte også indebære større udsving og højere risiko. Derfor giver de typisk bedst mening for investorer med længere tidshorisont og større risikovillighed. Man kan også sige det sådan: Først bygger du fundamentet. Derefter kan du vælge, om du vil lægge ekstra lag på.  

Glem ikke obligationerne

Aktier fylder ofte mest, når man taler om investering, men obligationer kan spille en vigtig rolle i porteføljen. Obligationer vil typisk have lavere forventet afkast end aktier på lang sigt, men de kan til gengæld være med til at dæmpe udsvingene undervejs. Det kan være en fordel, hvis du har en kortere investeringshorisont, ønsker mere stabilitet i din opsparing eller ganske enkelt ikke har det godt med store kursfald. For mange investorer kan obligationer derfor være med til at skabe en bedre balance i porteføljen.

Vælg en løsning, der passer til din risiko

Ønsker du en enkel løsning, findes der også fonde, hvor aktier og obligationer allerede er kombineret i én samlet fond. Det kan være relevant, hvis du gerne vil have en portefølje, der matcher din risikoprofil, uden selv at skulle sammensætte den i detaljer. I de løsninger står Sparindex for den løbende overvågning og rebalancering, så fordelingen mellem aktier og obligationer, og dermed risikoen, fastholdes over tid.

Eksempler på fonde med både aktier og obligationer:

  • INDEX Lav Risiko
    25 % aktier / 75 % obligationer
  • INDEX Mellem Risiko
    50 % aktier / 50 % obligationer
  • INDEX Høj Risiko
    75 % aktier / 25 % obligationer

Hvad er indeksinvestering?

Ved indeksinvestering køber du ikke enkeltaktier én for én. I stedet investerer du i en fond, der følger et bestemt indeks. Det betyder, at du får andel i mange værdipapirer på én gang, som samlet afspejler udviklingen i det valgte indeks. Dermed følger dit afkast i store træk det gennemsnitlige afkast i det pågældende indeks.

Vil du læse mere om de forskellige muligheder, kan du finde mere information om vores indeksfonde på siden med fondsoversigten.

Dette er markedsføringskommunikation. Der henvises til prospekterne for Investeringsforeningen Sparinvest, Værdipapirfonden Sparinvest og PRIIP KID, før der træffes endelige investeringsbeslutninger. Historiske afkast og hidtidig kursudvikling kan ikke betragtes som en garanti for fremtidige afkast og kursudvikling, ligesom investering altid er forbundet med risiko for tab, blandt andet som følge af markeds- og valutaudsving. De præsenterede scenarier er et skøn over den fremtidige performance baseret på dokumentation fra tidligere performance om, hvordan værdien af denne investering/aktuelle markedsforhold varierer og er således ikke en nøjagtig indikator for den fremtidige performance. Det, du får, vil variere afhængigt af, hvordan markedet udvikler sig, og hvor længe du beholder investeringen/produktet. Vær opmærksom på, at indholdet kan tage udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet. Se derfor altid efter datoen, inden du eventuelt reagerer. Information om ESG og/eller bæredygtighedsrelaterede aspekter ved investeringen i den promoverede fond kan findes i prospektet. Læs om Sparinvests tilgang til ESG og bæredygtighed her https://www.sparinvest.dk/baeredygtig-investering.

Relaterede artikler

Ny europæisk forsvarsfond i Sparindex

Dato:

Læsetid:

4 min.

De 10 mest stillede spørgsmål om udbytter 2025

Dato:

Læsetid:

6 min.