Indkomståret 2011
Når du investerer som privatperson, er der forskellige skatteregler alt efter, om du handler for frie midler eller for din pensionsopsparing. Der er også særlige regler for beskatning af unge under 18 år, der investerer deres børneopsparing.
Skattereglerne for investeringsbeviser i udloddende investeringsafdelinger svarer stort set til måden man beskattes, når man investerer i enkelte aktier og obligationer. Indberetningen til SKAT er dog mere enkel, da du for hver investeringsafdeling kun skal opgøre en enkel fondskode, selvom investeringen er spredt på op mod 100 forskellige værdipapirer.
Gevinst og tab på investeringsbeviser i aktiebaserede udloddende investeringsafdelinger beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Med virkning fra 1. januar 2006 er der vedtaget en række ændringer i reglerne om beskatning af gevinst og tab på aktier og aktiebaserede investeringsbeviser. I menuen til venstre beskriver vi de regler, der gælder, når du sælger investeringsbeviser fra og med den 1. januar 2006. I forbindelse med de nye regler er der desuden indført overgangsbestemmelser for visse aktier og visse investeringsbeviser, der er anskaffet før den 1. januar 2006.
Du finder i menuen desuden en oversigt over de forskellige metoder, som du skal bruge til at opgøre dine gevinster i selvangivelsen eller årsopgørelsen.
Informationerne er udelukkende generelle og vejledende, og vi opfordrer dig derfor til at kontakte en skatterådgiver for at få en samlet vurdering af de skattemæssige konsekvenser.